§ 1 Navn og hjemsted
Stk. 1
Foreningens navn er Sebber Borgerforening med hjemsted i Sebbersund,
Aalborg Kommune
§ 2 Borgerforeningens formål
Stk. 1
Borgerforeningens formål er, ved hjælp af de midler der står til
dens rådighed samt ved frivilligt borgerarbejde, at styrke landsbyen
Sebbersund med et kulturelt, socialt og praktisk fællesskab, der gør
Sebbersund til et attraktivt sted at bo.
Stk. 2
Foreningens opgaver er udførende, koordinerende og rådgivende i
henseende til:
- aktiviteter og arrangementer
- forskønnelse og vedligeholdelse af byens fællesjord
- information og kommunikation
- synliggørelse af Sebbersund for omverdenen
- fælles kontaktflade for Sebbersund over for offentlige myndigheder og andre instanser
§ 3 Medlemskab af Borgerforeningen
Stk. 1
Enhver borger, der er fyldt 18 år, bosiddende i Sebbersund by i hus
med helårsstatus, kan blive medlem af Sebber Borgerforening.
Stk. 2
Stemmeret på generalforsamlingen og valgbarhed til bestyrelsen
gælder alle medlemmer.
Stk. 3
Kontingentet betales forud for et år og fastsættes af
generalforsamlingen.
§ 4 Bestyrelsens sammensætning
Stk. 1
Bestyrelsen sammensættes af 6 medlemmer, der vælges på
generalforsamlingen for 2 år ad gangen med 3 medlemmer hvert år.
Stk. 2
På generalforsamlingen vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen
§ 5 Bestyrelsens konstituering
Stk. 1
Bestyrelsen konstituerer sig for 1 år ad gangen på det efterfølgende
bestyrelsesmøde med:
- Formand
- Næstformand
- Sekretær
- Kasserer
Stk. 2
Hvis et konstitueret medlem erstattes af en suppleant, skal
bestyrelsen konstituere sig på ny.
§ 6 Bestyrelsesmøder
Stk. 1
Bestyrelsesmøder afholdes på formandens foranledning, eller når
mindst 4 medlemmer af bestyrelsen ved henvendelse til formanden
ønsker mødet afholdt.
Stk. 2
Formanden indkalder skriftligt til bestyrelsesmøder med mindst 1
uges varsel og med angivelse af, hvilke sager der vil blive
behandlet.
Stk. 3
Der føres skriftligt referat af bestyrelsesmøder, og
beslutningsreferat offentliggøres på Borgerforeningens hjemmeside og
ved opslag.
Stk. 4
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer
er til stede.
Stk. 5
Ved uenighed afgøres sager ved simpelt stemmeflertal. Ved
stemmelighed genoptages sagen på det efterfølgende møde.
§ 7 Ansvar og kompetence
Stk. 1
Foreningen tegnes juridisk af formanden eller næstformanden sammen
med et bestyrelsesmedlem.
Stk. 2
Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens midler og ejendele.
Bestyrelsen må ikke købe, sælge, bygge eller overdrage nogen form
for fast ejendom uden generalforsamlingens godkendelse.
Stk. 3
Bestyrelsen for Sebber Borgerforeningen er forpligtet til at sørge
for administration af matr.nr. 63 a, Sebbersund by, Sebber.
§ 8 Uddelegering
Stk. 1
Bestyrelsen kan nedsætte midlertidige udvalg, udpege kontaktpersoner
og bemyndige andre til at varetage nærmere beskrevne opgaver med
reference til formand eller næstformand. Faste udvalg nedsættes af
generalforsamlingen.
§ 9 Generalforsamling
Stk. 1
Generalforsamlingen er Borgerforeningens højeste myndighed.
Stk. 2
Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i november måned.
Stk. 3
Generalforsamlingen skal varsles offentligt senest 3 uger før
afholdelsen med angivelse af tid og sted.
Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være
formanden skriftligt i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 4
Indkaldelse til generalforsamlingen offentliggøres endvidere ved
opslag, annoncering i Nibe Avis og om muligt på Borgerforeningens
hjemmeside.
Stk. 5
Indkomne forslag offentliggøres senest 7 dage før
generalforsamlingen ved opslag og om muligt på Borgerforeningens
hjemmeside.
Stk. 6
Dagsorden skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse
- Fastsættelse af kontingent
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisor og suppleant. Sidstnævnte vælges for et år ad gangen
- Eventuelt (punkter under eventuelt kan ikke sættes til afstemning)
Stk. 7
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal
fremmødte medlemmer. Der henvises endvidere til § 9, stk. 9.
Stk. 8
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Fremmødte medlemmer
har 1 stemme på generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved
fuldmagt.
Stk. 9
Vedtægtsændringer kræver 2/3 af de afgivne stemmer af de på
generalforsamlingen fremmødte medlemmer. Der kan ikke stemmes ved
fuldmagt.
Stk. 10
Sekretæren udarbejder referat af generalforsamlingen, som
underskrives af dirigenten. Herefter offentliggøres dette på
Borgerforeningens hjemmeside og ved opslag.
§ 10 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1
Bestyrelsen eller mindst 1/4 af medlemmerne kan indgive begæring om
afholdelse af ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelse til
ekstraordinær generalforsamling sker af bestyrelsen med samme varsel
som ved den ordinære generalforsamling.
Antallet af medlemmer offentliggøres på hjemmesiden.
§ 11 Økonomi
Stk. 1
Regnskabsåret går fra 1. november og til 31. oktober.
Stk. 2
Regnskabet revideres af 2 af foreningen valgte revisorer inden
generalforsamlingen.
Stk. 3
Revisorerne vælges af generalforsamlingen for 2 år af gangen. Der
vælges hvert år 1 revisor og 1 suppleant.
§ 12 Navet, matr.nr. 63 a
Stk. 1
Borgerforeningen har adkomst til en del af Navet, matr.nr. 63 a,
Sebbersund by, Sebber.
Stk. 2
Ejerskabet skal administreres således, at der på fællesjorden 63 a
kun må foretages oplægning af fiskeredskaber, både m.v. af personer
med bopæl i Sebbersund eller på Navet jvf. tinglyst deklaration af
13. maj 1983 I øvrigt skal der være fri adgang for almenheden til at
anvende fællesarealerne til færdsel og kortvarigt ophold.
Stk. 3
Der føres selvstændigt regnskab for Navet.
§ 13 Opløsning af Borgerforeningen
Stk. 1
Beslutning om opløsning af Borgerforeningen forudsætter vedtagelse
på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger.
Stk. 2
Hvis forslag om opløsning af foreningen er vedtaget på første
generalforsamling, er bestyrelsesmedlemmernes mandat automatisk
fastlåst. Det betyder, at de ikke kan udtræde af bestyrelsen, før
beslutningen enten er omgjort på en følgende generalforsamling,
eller afviklingsforretning er endelig afsluttet.
Stk. 3
I tilfælde af, at Borgerforeningen opløses, kan midlerne i
Borgerforeningen ikke deles mellem medlemmerne, men midler og
ejendom skal administreres af en af Borgerforeningens bestyrelse
udpeget advokat, indtil der dannes en ny Borgerforening.
Vedtaget på generalforsamlingen den 23. november 2011.
Bestyrelsen, den 23. november 2011